vognporten

Her er de større udendørs museumsgenstande.

Der er gamle landbrugsredskaber, en grå Ferguson traktor, en hestevogn, brandslukningsudstyr og meget mere.

fra samlingen kan nævnes:

brandsprøjte fra fredensborg slot, 1888

Denne sprøjte kunne Fredensborg Brandkorps få lov til at låne under en ildebrand i byen, idet korpset kun havde ganske lidt brandmateriel. Sprøjten betegnedes som en god og effektiv sprøjte.
Strålerøret er meget langt, og strålen kan ikke reguleres fra fx en smal til en bredere stråle. Håndtaget oven på vandtanken er beregnet til at skifte fra indsugning af vand i vandtanken til udpumpning af vand til brandbekæmpelsen.
Foran på sprøjten sidder mellem to messingrør et stort lukket kobberrør. Det er en såkaldt ”vindkedel”, der bevirker, at vandstrålen under udpumpningen hele tiden er konstant. Der skal 4 mand til at betjene pumpen plus en strålefører.

mindeplade for gerhard johansen, 1945

Gerhard Johansen var en af de meget aktive i Humlebæk-grupperne, hvor han var delingsfører. Han var født i 1925, uddannet som murersvend og læste nu til ingeniør.
Den 23. april 1945 blev han stoppet af tyske soldater ved Søholm. Efter at være steget ud af bilen løb han væk, hvorpå han blev skudt af tyskerne.

Museet har den oprindelige mindeplade i egetræ. Den blev senere erstattet af en mindesten på Humlebækvej, ca 50 m vest for Digelsvej i Søholm.

træhesten

Træhesten blev af ridefogeden brugt som afstraffelse af fæstebønder fra begyndelse af 1600-tallet indtil 1787, hvor den blev forbudt.
Bonden kunne yderligere have en jernkugle bundet omkring benene, og hans hænder kunne være bundet på ryggen.
Museets træhest er en rekonstruktion med en børne- og voksenvenlig saddel, der kan tages af.

Forrige
Forrige

Gamle lege