PRESSEMEDDELELSE

18.02.2024

Projekt
store træer
i Fredensborg Kommune

Pressemeddelelse i forbindelse med borgermøde
d. 28.02.2024


Fredensborg Museum (med bopæl i Rytterskolen i Avderød) vil gerne kortlægge nogle af de vigtigste elementer i by og landskab, nemlig de store træer. Dem som vi alle glæder os over hver dag, og som vi skal passe rigtig godt på. Medmindre de indgår i en lokalplan eller er en del af en fredning i forbindelse med bygninger, er det op til den enkelte ejer at tage stilling til, hvorvidt man vil beholde eller fælde et træ. Desværre er der en tendens til, at træer som begreb falder ned mellem to stole. Naturbevarelse og kulturbevarelse. De første ser udelukkende på den rene natur og de sidste tenderer til at fokusere på bygninger. Er der problemer, kan den hurtige og letteste (og dårligste) løsning tit være at fjerne træerne. Det vil museet gerne være med til at sætte fokus på, så vi bevarer dem for vores efterfølgere – det tager rigtig mange år, før vi har et stort træ igen!

Foreningen indbyder til et debatmøde d. 28.02.24, kl 19 i Country Market i Fredensborg. På mødet vil foreningen fortælle om projektet, en hortonom vil fortælle om pleje af de store træer, og fra Fredensborg Kommune kommer en repræsentant og fortæller om kommunens planer på området.        

Se programmet på foreningens nye hjemmeside: www.fredborgmus.dk, hvor man også kan tilmelde sig.

Projektet går i første omgang ud på at registrere gamle træer, alleer eller smålunde, således, at vi ved, hvor de står, hvad det er for en træsort og træernes historik. Museet vil også gerne have en debat med borgerne om hvordan sagen bedst gribes an. 
Museet beder jer om at registrere træerne og sende oplysningerne til museet, der så vil samle oplysningerne sammen til en lille udstilling. Det er vigtigt for at få så meget historie med om træerne som muligt og nogle fotos (gerne fra forskellige årstider). På hjemmesiden ligger et lille oplysningsskema, som man kan udfylde.

Pt er museumshuset, Rytterskolen i Avderød, lukket – der er ved at blive lagt nyt stråtag på.

Næste
Næste

Pressemeddelelse Generalforsamling 20.03.2024